
Mit navn er Nor Voldum-Clausen, og jeg er uddannet kropsterapeut fra kropsterapiskolen Totum.
I min praksis har jeg fokus på at skabe et trygt rum, hvor du får mulighed for at mærke, hvad der rører sig i din krop, og hvor vi sammen kan arbejde med de problemstillinger eller udfordringer, du står over for.
Jeg behandler ud fra værdierne nærvær, nysgerrighed, empati og mod.
Jeg er kropsterapeut, fordi jeg ønsker at hjælpe mennesker i deres rejse mod det liv, de drømmer om. Vi lever i en tid med højt tempo og mange forventninger, som vi skal leve op til. Det kan føles som et stort ydre pres. Gennem kropsterapien ønsker jeg at hjælpe mennesker med at blive mere nærværende og komme mere i kontakt med deres krop og al den visdom, kroppen rummer.
Da jeg selv prøvede kropsterapi første gang, blev jeg overrasket over, hvor mange spændinger jeg bar rundt på, og at der var områder af min krop, som jeg aldrig rigtig havde mærket før. Jeg blev bevidst om, at jeg i lang tid havde undgået at mærke min krop og de ting, den prøvede at fortælle mig. Men da jeg først begyndte at lytte, opdagede jeg, at kroppen er et uundværligt kompas. Et kompas, som jeg både bruger i min hverdag og når jeg står overfor svære beslutninger eller udfordringer.
I min praksis har jeg fokus på at gøre plads til alle slags mennesker, kroppe og erfaringer. Jeg har særlig ekspertise inden for LGBT+-området, og min praksis er queer- og transvenlig.
